Fortælling: Den perfekte arbejdsplads set med nye briller

Nye generationer træder hele tiden ind på arbejdsmarkedet. Begiv dig ud på en rejse sammen med os og få en dybere forståelse for, hvordan deres opvækst influerer unges forventninger til en tidssvarende arbejdsplads. Lad os fortælle dig det med en historie – en historie om den perfekte arbejdsplads for nutidens unge.

Amalie Brix Frederiksen

27. september 2019 · 9 min læsning
CompanYoung

Verden og måden hvorpå vi anskuer den, er i konstant forandring.

Nye generationer fødes ind i virkeligheder, der er vidt forskellige fra dem, vi før har kendt. Den tid og virkelighed vi er født ind i er bestemmende for vores adfærd, samt måden vi anskuer verden på. Men hvordan tilpasser vi os og forstår en virkelighed, der kan være så forskellig fra den, vi selv er født ind i?

Især teknologien og dens udvikling har været med til at ændre verdensbilledet. Og den ændrer sig i en fart, der har indflydelse på alle afkroge af vores samfund, herunder hvordan vi arbejder og kommunikerer.

For nogle er det en virkelighed, de har lært. For andre er denne virkelighed noget, de er født ind i.

De er digitalt indfødte i en verden, hvor teknologi substituerer menneskelige aktiviteter og egenskaber. Sociale medier kan substituere reel interaktion. Der er endda udviklet teknologier, der kan erstatte verden omkring os.

Med virtual reality kan du opleve et computersimuleret miljø, der kan foregive en anden verden, end den du er i. Det giver dig muligheden for at begive dig ud på en rejse, du drømmer om – uden, at du behøver at lukke øjnene og forestille dig det.

Så velkommen til en tid, hvor rejser og eventyr har fået et digitalt islæt. En tid, hvor eventyr og andres rejser ikke blot er noget man læser om. Men hvor man kan træde ind i et eventyr eller en andens verden ved at tage VR-briller på.

Forestil dig, at du tager et par VR-briller på i forsøget på at forstå, hvordan denne digitale og teknologiske udvikling sætter nye og skelsættende krav til jeres arbejdsplads og måden, hvorpå I leder disse digitalt indfødte på.

Dine VR-briller simulerer vedkommendes omverden for dig. Du ser verden fra en digitalt indfødt og potentiel medarbejders synspunkt.

Har du sat dig godt til rette?

Perfekt. Og har du dine fiktive VR-briller på? Godt. Så lad rejsen begynde.

Lad historien begynde

Du har sagt op.

Din tidligere arbejdsplads levede hverken op til dine forventninger eller udtrykte de samme værdier som dine egne. Jagten på et nyt job er igangsat.

Som ung i dag er viden lettilgængeligt. Information florerer med lynets hast og det meste er blot et klik væk.

Gennem søgemaskiner opsøger du selv viden. Men du opsøger ikke kun viden – du fodres også med det.

Det er gør dig til et nuanceret ungt menneske, men også et menneske, der kan spejle alle sine handlinger i andre. På godt og ondt.

Den enorme mængde viden du har fået er blandt andet en vished om, at mængden af unge falder frem mod 2040. Men ikke nok med det, så er du også vokset op i et samfund, hvor unge har flere muligheder end nogensinde.

Du ved øjensynligt rigtig mange ting. Men du er også ombejlet. For i takt med, at der bliver færre unge de kommende år, stiger kampen om unge mennesker som dig.

Også derfor kunne du tillade dig at opsige dit tidligere arbejde. For du ved, at mange drømmer om at blive en destination på din rejse.

Dit valg af job er en del af din livslange rejse og en del af din fortælling. Og dit arbejde som en del af din fortælling er centralt. For ligesom resten af din rejse, så formidles også denne del i din digitale parallelverden.

Dit gamle job passede ikke ind i det billede, du ønskede at male udadtil.

Men du opsagde det også, fordi det ikke gav dig de muligheder, du drømte om i dit fremtidige karriereliv.

Den enorme bevidsthed om dig selv og dine omgivelser betyder nemlig også, at du er meget opmærksom på, hvordan destinationerne på din rejse kan føre dig frem mod mere eksotiske destinationer. Derfor betragter du jobs som et strategisk springbræt i din karriere.

Fortnite, League of Legends og World of Warcraft lyder for nogle som volapyk.

Men du er opvokset med disse computerspil. Du har underholdt dig selv med at kæmpe dig op gennem niveauerne i disse – og mange andre – spil.

Du er vant til at spillet går i stå, når du ikke længere kan bevæge dig videre opad i niveauer.

Din opvækst i en digital verden kommer til udtryk i din adfærd og i alle aspekter af dit liv.  Måden du spiller computerspil på er tæt forbundet med måden, du skaber karriere på – du ønsker et job, hvor du personligt og kompetencemæssigt opkvalificeres til næste ’niveau’.

Men du er ikke kun digitalt tilstedeværende på din computer.

Siden barnsben har du været vant til at underholde dig selv på en iPad. Og med en smartphone eller iPad i hånden har du swipet dig gennem det meste af dit liv. Først film og spil. Senere potentielle dates. Og nu jobs.

Generation Swipe’ vurderer dates, jobs, film og spil ud fra førstehåndsindtryk, og du swiper hurtigt videre, hvis han, hun eller det ikke interesserer dig ved første øjekast.

Derfor vægter du og andre digitalt indfødte virksomhedens image og employer brand højt, når I swiper rundt mellem de forskellige virksomheder online.

Og med din teknologiske kunnen, digitale flair, og din evne til at researche og informationssøge online, er du ekspert i at vurdere virksomheders troværdighed og image online.

Like, retweet, kommenter, del. Du er opvokset med, at hvert digitalt skridt på din rejse, får en form for feedback. Du anmelder andre og bliver anmeldt online. Virksomheder anmeldes også online på anmeldelsesplatforme som Tripadvisor, Trustpilot, Glassdoor og Yelp. På de platforme læser du anmeldelser om den virksomhed, du er interesseret i og ser, om den lever op til dine forventninger som arbejdsplads.

Efter grundig research på LinkedIn og adskillige anmeldelsesplatforme har du fundet din drømmearbejdsplads.

Arbejdspladsen har et godt image, arbejdsopgaverne ser godt ud på dit CV og du kan spejle dig i deres værdier. Det hele passer ind i din identitetsudvikling og dit selvbillede!

Jobbet søger du, og nu venter du spændt på, at du (forhåbentlig) går videre og inviteres til jobsamtale. Det er vigtigt for dig, at deres rekrutteringsproces er hurtig, effektiv og god. Du er født ind i en tid, hvor man kan få leveret pakker fra butik til dør på 90 minutter.

Derfor bliver du ekstra begejstret, da allerede efter et par dage får svar og inviteres til samtale. Den gik virkelig godt, og nu er det blot at vente. Igen.

Din smartphone ringer. Du ved med det samme, at det er virksomheden, da det er sjældent, at du modtager opkald. Det meste af din kommunikation med omverdenen foregår på sociale medier.

Ganske rigtigt: Din kommende chef ringer for at ønske dig tillykke med jobbet! Dagene op til din første dag på dit nye job, bruger du på at informationssøge om din nye arbejdsplads – for det er du jo ekspert i.

Det er vigtigt, at du klarer dig godt på din første dag. Som en del af ‘Generation Swipe’ ved du, at førstehåndsindtrykket er essentielt. Men du er ikke kun vant til at blive målt online.

Du er vokset op med at blive målt i dagsinstitutioner såvel som uddannelsesinstitutioner. Det afspejler sig i din forberedelse til dit nye job: Du ønsker at være forberedt og klare dig godt, for du er vant til at blive målt på din præstation.

Du går ned gennem kontoret på din nye arbejdsplads på din første arbejdsdag: Alle siger ‘hej’, byder dig venligt velkommen og smiler anerkendende til dig.

Du sætter dig ved dit bord på jeres åbne kontor – det åbne kontor, der skaber gode rammer med henblik på diskussion, samarbejde og sparring, hvilket kan bidrage til din personlige udvikling.

Din gang gennem kontoret med alles blikke på dig er overstået, og du sætter dig ved din computer og ser, at du har fået en mail. Det er fra din nærmeste leder, som sender feedback på en pressemeddelse om, at jeres virksomhed vil prøve kræfter med en ny strategi. Den har du skrevet som forberedelse til din første arbejdsdag.

I mailen skriver din leder, at han har sendt nogle få noter om eventuelle rettelser. I noterne står der blandt andet, at nogle sætninger skal omformuleres. Hertil har vedkommende vedlagt potentielle forslag til, hvordan de ellers kan formuleres.

Din leder afslutter mailen med at skrive, at pressemeddelelsen derudover er godt formuleret, og at den kommer omkring alt det, I havde aftalt, den skulle indeholde.

Den konstruktive respons har gjort, at du efterfølgende ikke vil have nogle umiddelbare problemer med at kontakte chefen for at få vejledning. Du føler nemlig, at du er blevet anerkendt for det arbejde, du har lagt i din opgave.

For digitalt indfødte som dig, er det enormt vigtigt at få anerkendelse for et veludført arbejde.

At du er opvokset i en tid, hvor dine digitale og fysiske skridt måles og gives feedback afspejler sig i dine forventninger til din arbejdsplads og kollegaer.

Med blomster i den ene hånd og en moderigtig attachemappe i den anden forlader du dit åbne kontor. Din første dag på arbejdet er veloverstået, og du har følt dig anerkendt, mødt og har fået den ønskede feedback.

Arbejdspladsen lever – for nu – op til alle dine forventninger.

Velkommen tilbage

Du kan nu tage dine VR-briller af.

Vi har sammen skabt et billede af, hvordan digitalt indfødte ser den ideelle arbejdsplads baseret på viden og relevant data om generationen.

Det er afgørende at undersøge den verden, som de digitalt indfødte er født ind i for at forstå deres generation. Den konstant foranderlige verden betyder, at hver generation udvikler forskellige tankegange og adfærdsmønstre.

Disse tankegange og adfærdsmønstre er vigtige at forstå for at kunne tiltrække dem på et konkurrerende og tæt arbejdsmarked.

Skal vi fortsætte fortællingen?

Hos CompanYoung arbejder vi med generationsforskning, hvorfor vi kan hjælpe dig med at forstå unges ageren. Dertil kan vi på baggrund heraf hjælpe med at tiltrække dem, baseret på vores store arbejde med indsamling af viden.

Og vi er eksperter i at anvende denne viden til at tiltrække de rigtige unge til din virksomhed. Vil du vide mere om unge og arbejdspladsen set med videnbaserede briller? Så lad os fortsætte fortællingen med et foredrag.

Find et foredrag

 

Tilmeld dig CompanYoungs Nyhedsbrev

Gør som +2000 andre i HR og uddannelsesverdenen. Få tilsendt CompanYoungs nyhedsbrev hver måned med fokus på unges valg af uddannelse, job og karriere.

Tilmeld dig her